Ferie i Peru
Vores sidste ferie besluttede vi at holde i Peru, specielt glædede vi os til at se Machu Picchu. I den anledning havde vi den fornøjelse at Malene, Susannes kollega, kom og besøgte os.

Efter en tur til La Paz, for at hente Malene, gik turen mod Peru. Vi tog en bus fra La Paz til Cusco, som er en helt fantastisk by. Vi fik dog hurtigt arrangeret en to dagstur til den hellige dal og dagen efter til Machu Picchu. På de to dage fik vi set rigtig mange Inka ruiner, solporte og fine sten. Det var en meget stor oplevelse at se Machu Picchu og vi havde en rigtig god dag inde i parken, som vi fik set i næsten alle ender og kanter.

Cusco var en fascinerende by, hvor vi tilbragte en dag på at se en lille del af de mange flotte kirker der er i Cusco. Dagen efter var vi ude at rafte på det de kaldte en klasse 4. Det er nu vores mening at dette var lidt opreklameret, men vi havde under alle omstændigheder en god dag.

Hjem til San Lucas
Efter en meget lang bustur tilbage til La Paz og derefter i bil til Sucre, havde vi et par dage til at vise Malene Sucre. Vi besøgte i den anledning de fantastiske dino-fodspor. Ud fra billederne at dømme, var det en meget stor oplevelse for Malene! Vi fik desuden styr på diverse indkøb inden turen gik til San Lucas, hvor der ikke er de store shoppe muligheder.

I San Lucas stod den nu endelig på afslapning for Malene og vi andre kastede os ud i flytning af kontor. Hospitalet har bygget en 1. sal ovenpå operationslokalet. Her er vi flyttet op i et rigtigt dejlig lokale, som helt sikkert er blevet meget bedre end det gamle.

En tur til San Lucas indebærer forskellige muligheder. Vandreturen op på Skt. Christobal, cykelturen på Danida vejen, kafferistning samt selvfølgelig rigtig meget kaffedrikning! Store bøffer samt mørbrad på grill eller blot som topping på pizzaen! Afslapning i haven og så til slut den store rundvisning på det flotte hospital. Malene nåde det hele og lidt til, så da ugen var gået, kørte vi igen Malene til Sucre, hvorfra hendes hjemrejse til Danmark startede.

Det var endnu engang dejligt med besøg hjemmefra og vi skal i den forbindelse huske at sige tak for lakridserne.

Historien om hvorfor hundene i Bolivia, løber gøende efter bilerne.
Det var Lamaen, hunden og fåret der var på tur sammen. De havde gået i Mange timer da de pludselig ser en bus, som de vælger at tage med. De stopper bussen og lamaen går ind. Lamaen betaler prisen på 1Bs. Fåret kommer som nr. 2 men har ingen penge. Siger dog til buschaufføren at hunden vil betale for fåret. Da hunden kommer ind i bussen, har den kun en 2 Bs. mønt, som den afleverer. Hunden har ikke hørt hvad fåret sagde og venter derfor på sine byttepenge. Da de tre venner beslutter at stige af, venter hunden stadig på sine byttepenge. Chaufføren der tror alt er i den skønneste orden, sætter de tre venner af ved vejen og køre sin vej. Hunden bliver rasende og gøende løber efter bilen imens den råber ”Giv mig mine byttepenge”. Fåret løber væk, da den ved at det ikke er helt godt og lamaen står som sædvanligt bare og glor!”

En lille anekdote fra en guide vi mødte i La Paz.
Susanne og Kristian

Kvindegruppe kursus i Pirhuani den 4.-6. maj 2006
Torsdag morgen pakkede vi bilen sammen med Vicky, for at tage til Pirhuani, hvor vi for første gang skulle lave kvindegruppekursus.

Vi når ikke mere end lige uden for San Lucas før vi ser en mini-van der er kørt i grøften. Vi stopper og tilbyder vores hjælp, da vi, med vore Toyota Landcruiser, havde mulighed for at trække bilen op af grøften. Manden der kørte mini-vanen var desværre beruset og hans gravide kæreste/kone var forståeligt nok, meget vred på ham. Vi fik dog bilen op af grøften og hvordan de så videre klarede sig, ved vi ikke.

I Palacio Tambo havde vi en aftale med vores guide/muldyrsdriver, som skulle hente vaccinationer i Palacio inden turen til Pirhuani. Aftalen var kl. 10.00 så da han dukkede op ved middagstid, mente han ikke, at vi kunne nå hele vejen til Pirhuani den samme dag, da der er 6-7 timers gang. Vi fortsatte dog til Japo, hvor det uden for regntiden, er muligt at fortsætte med bilen til Chujllayara Kasa, hvor man stiller bilen og derefter fortsætte til fods.

Vi satte vores guide af ved Japo, hvorfra han gik sammen med hans muldyr. Vi andre fortsatte i bilen og kom frem til Chujllayara Kasa, men vejen var absolut ikke gjort klar efter regntiden. I Chujllayara, som er en ”by” på 3 huse, var der ikke en sjæl. Vi havde ellers håbet at kunne finde en guide til Pirhuani, da vores muldyrsdriver først ville nå frem sent på eftermiddagen. Heldet var dog med os, for der kom en ung mand gående, der næsten skulle til Pirhuani. Vi startede derfor vores 6 timers gåtur ned til Pirhuani sammen med ham. Han besluttede desværre at blive hos nogle slægtninge, som vi mødte på vejen, for natten. Han forklarede, at der kun var 2 timers gang tilbage og at man ikke kunne gå forkert. Nemt var det at gå til Pirhuani!

4 timer efter var vi stadig ikke i Pirhuani og det var mørkt og tåget. Vi besluttede derfor at overnatte i det fri, hvilket var meget vådt, da vi befandt os inde i en sky. Vi havde mistet den rigtige vej og tågen og mørket var for tæt til at vi kunne navigere. Efter 6 timers, mere eller mindre, søvn stod solen atter op og vi så til vores lettelse et hus i nærheden. Da vi nærmede os var vi meget glade for at have Vicky med. De talte ikke et ord spansk og skrækken i deres øjne var ikke til at tage fejl af. De var ikke vandt til søvndrukne gringoer kl. 7 om morgenen!

Efter lidt snak frem og tilbage fandt vi ud af at vi var 3 timers gang fra Pirhuani. Det tog selvfølgelig pusten fra os, men der var kun en vej og det var op af. Vi havde den foregående nat ikke set en lille ubetydelig stig som vi skulle havde drejet af på.

Da vi endelig kom frem til Pirhuani var der heldigvis en seng og varme kartofler med spagetti, som vi med stor sult slubrede i os. Sygehjælperen på sundhedsposten, Don Feliciano, havde kokkereret. Den samme dag, afholdt vi mødet med de inviterede kvinder samt autoriteter fra landsbyen. De virkede meget ivrige efter at komme i gang og vi fik lavet en god plan for de næste 3 måneder. Desuden blev der lagt vægt på, at det ikke er muligt for os, at lave kurser i Pirhuani oftere end hver 2. måned, da der er langt, samt pt. har vi ikke en syerske der har lyst til at gå 6-7 timer for at komme derned samt for at gå op igen.

Læren på skolen så sit snit til at ansøge om penge til skolens urtehave. Da det jo var med til at forbedre sundheden for børnene. Vi gav derfor et personligt bidrag til urtehaven og forventer så snarest at se udbyttet!

Personligt har det været en fantastisk oplevelse. Nu sidder vi igen i San Lucas med tørt tøj og mad i maven. Derfor ser man det hele i et lidt større perspektiv. Pirhuani er et smukt sted. Der er adskillige vandfald samt det er meget frodigt, hvilket vi ikke er vandt til i San Lucas. På vores tur mødte vi folk der transportere tavler, melsække og grøntsager ned til Pirhuani. Vi er vildt imponere over de små bolivianere som med lidt coca i munden kan vandre op og ned af bjergene uden at se spor trætte ud. Vi har nok lidt at lære der!

Generelt om kvindegruppe kurser:
I år har vi kvindegrupper i 4 landsbyer. Kurserne vare 2 dage, hvoraf den ene dag er information inden for et emne der handler om sundhed eller andet der har relevans for kvinderne. På andendagen undervises der i syning. Vi har doneret 2 symaskiner til hver landsby. Det er så meningen, at de skal lære at sy tøj til dem selv og evt. til videre salg. Vi sørger så for at købe stof med ud til landsbyerne for at de også har mulighed for at være med på moden! Det er en stor succes at samle kvinderne, da de har mulighed for at komme lidt væk fra den til tider hårde hverdag.

Besøg fra Danmark - d. 7. maj 2006
Så gik april måned også. Det er utroligt så hurtigt tiden går, men måske lige netop med april er det forståeligt, at tiden gik ekstra stærkt!
Vi har nemlig haft besøg hjemmefra af vores forældre og sammen med dem holdt det meste af vores ferie. De kom til Santa Cruz, hvor det også lykkes os, Susanne og jeg, at komme til, så vi ankom til hotellet samtidig. Hvilke var utroligt heldigt, da LAB (det nationale flyselskab) var gået i betaling stansning - pga. nogle ubetalte regninger på en del millioner dollars. Derfor blokerede LAB personalet lufthavnene i hele Bolivia et par dage. Hvilke kom til at passe med, at der blev åbnet op igen, som vi skulle tilbage til Sucre, hvor vi var et pr dage for at se byen inden vi tog mod San Lucas. Mens vi var i Sucre, var vi ude og se Sucres nok eneste turistattraktion. Nemlig Sydamerikas største og en af verdens største samlinger af dinosaurus fodspor på et sted. Sporende befinder sig på en næsten lodret klippevæg, der oprindelig har været søbred (og til tider søbund) inden jordplade forskydninger har rejst bredden/bunden op til den position den har i dag. Det var utrolig spændende at se, også fordi vi kunne komme helt hen til væggen og se sporende tæt på. Hvilke desværre kun er muligt kort tid endnu, da cementfabrikken, hvis grund sporende er på, arbejder meget tæt på væggen, hvilke gør det for farligt for turisterne. I stedet er man ved at lave et museum nogle hundrede meter derfra, hvorfra det også bliver muligt at se sporende!
I San Lucas havde vi nogle dage, hvor vi bl.a. var ude og besøge Marsalina, som er tidligere bestyrelsesmedlem af den forening af frivillige sundhedshjælpere, som vi arbejder med hernede. Vi var blevet inviteret til frokost, hvilke var en stor oplevelse for vores forældre. Dagen efter stod det på cykeltur ned af den såkaldte DANIDA vej. Som i alt giver et fald på 800 meter fra ca. 3880 til 3070.
Fra San Lucas kørte vi til Uyuni for at se saltørknen. Det var anden gang Susanne og jeg var der. Men det var igen en kæmpe oplevelse, som var meget forskellig fra den første gang, da der denne gang var temmelig meget vand på salten, hvilke gav nogle helt fantastiske genspejlinger af de omkringliggende bjerge og vulkaner. I sig selv er saltørknen en helt speciel oplevelse, med eller uden vand. Det er et unikt naturfænomen i kæmpe dimensioner med et areal på godt og vel 12.000 kvadratkilometer.
Vi kørte fra Uyuni om morgen klokken ca. 5 for at være i La Paz tidlig nok til, at bekræfte vores tur til Rurrenabaque. For at komme til Rurrenabaque fløj vi med en meget lille enmotors flyvemaskine i en lille time. Ved landingen blev vi mødt af junglens varme og høje luftfugtighed, samt den markante højdeforskel. Vi havde kun et par timer i Rurrenabaque inden vi kørte ud mod pampasen ved Yacoma floden, vi havde en lidt speciel chauffør, som kørte godt men stærkt på en noget bumpede og meget støvede grusvej. Da vi godt gennemrystede kom til floden blev vi hentet af en langbåd der sejlede os det sidste stykke til hytten, hvor vi havde 3 overnatninger. De fire dage vi havde på pampasen og Yacoma floden var helt fantastiske. Vi fik set alverdens fugle, forskellige aber, lyserøde floddelfiner, caymaner, flodsvin og fanget piratfisk! Der er en billedserie fra besøget, under billeder, som viser lidt af det! Noget af det mere specielle på vores tur, var en morgentur, hvor vi gik inden på pampassen for at prøve at finde en anaconda. Da vi havde gået et par timer stoppede den vej vi gik på, eller rettere der manglede en bro, så vi ikke kunne komme videre. Det stoppede dog ikke vores guide, som lige ville gå lidt videre og se om han skulle være heldig at finde en anaconda. Efter godt en time så vi ham komme tilbage med en anaconda på armen på omkring 2 meter og 8 kilo. Han lagde den forsigtigt på jorden, spurgte om vi alle havde set den, hvorefter han slap den løs - og væk var den! Det var super spændende, at se en vild anaconda. Selv guiden var helt op at køre over det, da han ikke havde set en anaconda siden januar. Han fortalte, at anacondaen er utrolig følsom og skrøbelig. F.eks. for de forbrændinger på deres skind hvis man rører ved dem med insektmiddel på hænderne. Og hvis man hiver dem lidt hårdt i halen trækker man alle deres ryghvirvler ud af led, hvorefter de så dør langsomt, da de ikke kan bevæge sig. - Dette var dog kun de små sagde han, da de store bare trækker en til sig!
Fra Rurrenabaque fløj vi tilbage til La Paz, hvorfra vi kørte ud og så Tiwanaku - et arkæologisk område som hovedsagelig er bygget af folk fra Tiwanakukulturen, som er et preinkafolk, der boede der indtil en 90 års tørke, der fik Titicaca søen til at trække sig tilbage til hvor den er i dag - ca. 20 km fra Tiwanaku. Efterfølgende er området også blevet brugt af inkaerne. Indtil spanierne kom og ødelagde store dele af bygningsværkerne og stenfigurerne.
Dagen efter tog vi til Copacabana, som ligger ved Titicacasøen og havde en dags tid der. Kristian med forældre (Birgit og Torben) tog ud til soløen og havde en overnatning der, mens Susanne og hendes forældre (Gerda og Jørgen) tog tilbage til La Paz, hvorfra Gerda og Jørgen tog til Santa Cruz og derfra videre til Danmark.
Birgit og Torben, som havde en lille uger længere i Bolivia, tog efter Soløen en tur ned af verdens farligste vej til Coroico (Torben på cykel!), hvor de kunne slappe lidt af inden de også tog over Santa Cruz til Danmark.
Susanne og jeg tog efter at have sendt Birgit og Torben mod Coroico tilbage til San Lucas, trætte, men glade for at have haft forældrene på besøg. Det var det meste af april måned for os i Bolivia.
Susanne og Kristian.

Sucre d. 27 februar
Vi er lige nu i Sucre for at hente Inger og Alex, som er Susannes moster og onkel. De er dog, som det ser ud lige nu, strandet en ekstra dag i La Paz, da flyet uden videre forklaring er blevet aflyst.
Det er lige nu karneval i Bolivia, så det vil være synd, at sige at vi spilder tiden. I forgårs var vi en tur rundt i Sucre for at se på optog og tage del i den offentlige vandkamp, som starter så snart man våger sig ud på gaden. Det er af en eller anden grund sjovere at gøre os våde end alle andre. Hvilke vi i høj grad fik at mærke under optoget, men vi var kampklar, så vi var bestemt ikke de eneste der blev våde og skummet til!
Den følgende dag (søndag) var vi, sammen med Rie og Ole Henrik fra Azurduy, inviteret til karnevalsfest hos vores advokat i hans sommerhus i Yotala, en lille by uden for Sucre. Der var en masse mennesker, som for de flestes vedkommende var familie og venner. Der var ca. 40 - 50 stykker i alt. Blandt nogle af de mere prominente gæster, skal nævnes chefen fra den lokale avis, den spanske konsul, der også var bankdirektør og ejer af et nyt hotel, som han havde startet sammen med sin kone, der er ejer af et af de største rejseselskaber i Sucre. - Lige meget hvem de så end var og havde af titler, så var det en supersjov fest hvor alle var lidt på slap line. Vi smed bl.a. vores advokat i poolen – se billederne!
Lige et par ord om maden, vi fik det mest fantastiske kød, som var tilberedt af kokken fra en restaurant, hvor det bedre borgerskab holder deres komsammener. Kokken var for øvrigt ansat af en af gæsterne. - Efter alle havde spist og været en tur i poolen og fået hvad der skulle til for at skylle den gode mad ned, gik vi med bandet, der var et hornorkester der spillede under fester, en tur rundt i Yotalas gader med sang, dans og musik. Dette var selvfølgelig under det helt store vand plaskeri, da alle på lang afstand kunne høre vi kom, og derfor stod klar med vandballoner, vandpistoler og spande af vand. Det var utrolig underholdende og først da vi kom tilbage og havde fået endnu en drink begyndte der at falde lidt ro over folk – nok mest fordi solen gik ned og det blev temmelig koldt, at være gennemblødt. Hvorfor vi tog tilbage til Sucre, godt trætte efter en god dag.
I dag mandag er det andensidste dag af det officielle karneval, og vi har besluttet at tage en slapper inden det går løs igen. På landet - det vil sige også i San Lucas - fortsætter karnevalet ugen ud. Så det når vi forhåbentlig også at opleve noget af sammen med Inger og Alex.
Hilsner fra Susanne og Kristian

Sucre – 16. februar 2006
For snart 3 uger siden holdt Signe og Mads afskedsfest for dem selv – og vel i lige så høj grad velkomstfest for Eva og Christian, som traditionen byder det. Det foregik på San Lucases fineste karaokebaren. Billederne vil vise at festen var en succes.
Februar måned er næsten gået og de fleste dage har vi tilbragt i La Paz. Efter planene tog vi alle 4 til La Paz for at få styr på Eva og Christians personlige papirer. Normalt er det en formalitet at få et I.D.-kort og visum men, da alle de offentlige kontorer har været udsat for personale fornyelse i forbindelse med den nye regering, er alle procedure dermed også lavet om. Vi har brugt meget tid på at vente og man bliver meget bevist om, hvor dejligt det er i Danmark når tingene fungere.
Kristian og jeg har nu brugt en uge i Sucre, hvor arbejdet med den kommende kursusrække fylder det meste. Vi glæder os meget til at kunne drage mod San Lucas her i weekenden, hvor Kristian skal have samlet sin nye cykel og jeg skal have gang i strikketøjet!

I marts måned tager vi alle 4 til Azurduy for at hjælpe med de sidste småting inden dette projekt lukker ned efter 13 år. Det er lidt vemodigt at vi (San Lucas) nu bliver helt alene her i Bolivia og at vi skal sige farvel til vores gode venner fra Azurduy.
Marts måned bliver en ”flytte-måned”. Vi skal flytte fra huset i Sucre, da det er for stort og dyrt, når Azur tager hjem. I San Lucas er hospitalet ved at bygge nye kontorbygninger og de er næsten klar til indflytning. Vi glæder os til den gode udsigt over San Lucas by, da det nye kontor ligger på 1. sal.
Marts byder også på besøg hjemmefra, men det kommer der sikkert mere om senere.
De bedste hilsner Susanne og Kristian

San Lucas – 15. januar
Vi har i den sidste uges tid været i San Lucas. Hvor det meste af tiden har stået i overlappets tegn! Vi har alle 6 siddet og gennemgår projektet her i San Lucas ud i alle dets detaljer, for så vidt muligt at få alle informationer givet videre til de næste i rækken. I dette er tilfælde er det Eva og Christian, som om ganske kort tid skal afløse Signe og Mads, der afslutter deres 14 måneders kontrakt d. 30. januar.
Da vi kom ud til San Lucas, efter at have hentet Eva og Christian i Sucre, havde Signe og Mads tændt op i grillen, smidt lama på og inviteret et par folk over. For at være mere præcis havde de smidt en hel lama (godt nok skåret lidt op) på grillen og inviteret en 30 stykker til kødorgie! Mads har konstrueret en grill, som er kæmpe stor. Og så havde de været ug og hente en lama, som de fik slagtet i haven, men det har de selv skrevet en masse om på deres hjemmeside. Det eneste der skal siges mere herfra er, at det smagte helt fantastisk :o)
Ellers er ugen, som sagt gået med at snakke om projektet. Her i weekenden lykkedes det dog at afse lidt tid til cyklerne. Så gutterne kørte en tur i bakkerne – og i høj grad op og ned af de samme bakker. Hvilke endte op i en større fotosession, men det kan du/I se under billeder. Noget af det bedste var, at der ved hjemkomsten var nogle meget venlige mennesker der havde lavet de bedste pizzaer.
– Foruden denne opdatering under ”breve” og ”billeder”, er ”bolivia”, ”san lucas” og ”links” også opdateret.
Planen for den følgende tid er, at vi efter at have sagt farvel til Signe og Mads i Sucre i månedens udgang tager mod La Paz for at få Eva og Christians ophold og arbejdspapirer i orden. – Foruden papirer skal vi også på rystesammentur mens vi venter på, at alt går i orden i La Paz. Det er endnu ikke bestemt hvad vi skal og hvor vi skal hen. Men det er sikkert, at der kommer lidt nyt på siden efter turen!
Det var alt for denne gang – glæd jer til næste gang.
Susanne og Kristian

Jul og nytår 2005
Så blev det jul igen, også i San Lucas. Dagene op til den 24. var præget af travlhed på en anden måde end normalt. Vi havde travlt med den årlige generalforsamling for vores frivillige sundhedshjælpere samt travlhed med at få det sidste papirarbejde klaret, så vi kunne holde jul med god samvittighed. Et par dage inden juleaften tog vi en tur til Sucre for at julehandle samt for at finde årets juletræ (se billederne).

Julen i San Lucas skortede ikke på lækkerier. Juleaften blev fejret med 3 store ænder, som lige kunne være i ovnen samt rødkål der var bedre end den vor mor laver! Dagen efter fortsatte vi i den bedste danske stil med spiseriet. Der var æbleflæsk, sild, postej, frikadeller og selvfølgelig snaps til julefrokosten. 2. juledag blev helliget afslapning oven på julen. Der blev set video, læst bøger og selvfølgelig var der tid til at spise lidt mere.

Imellem jul og nytår gik turen til Sucre, hvor vi ønskede at udforske Sucres omegn. Vi bookede to guidede ture. En på cykel og en anden på hesteryg. Begge dele levede op til forventningerne. Vi morede os samtidig med at vi fik set de 7 vandfald samt adskillige bakker i Sucre. Det er helt sikkert ikke sidste gang at vi benytter os af dette!

Nytårsaftens dag gik med forberedelser til den store nytårsmiddag som bestod af mørbrad på grillen og Ries udsøgte kartoffelsalat. Opgaverne blev uddelt så vi var sikre på, at have både krudt, champagne og cigarer til kl. 12.00 (Boliviansk tid) Kl. 18.15 havde Kristian hentet dronningen ned på computeren, så vi også fik nytårstalen. Nytåret blev fejret med folkene fra Azurduy samt med Ries familie. Det blev en rigtig festlig aften.

Nu er vi så kommet godt ind i det nye år og glæder os til hvad det vil bringe. Vi ved at vi har mange dejlige ting i vente både her i Bolivia samt når vi vender snuden hjem til Danmark. Vi har i denne uge hentet de to nye, Eva og Christian, som vi skal dele anden halvdel af vores ophold med. Vi har nu haft de første 6 måneder sammen med Signe og Mads, hvilket har været en fornøjelig tid.

Projektmæssigt står vi over for en spændende periode. Azurduy lukker ned i april og her har vi tilbudt vores hjælp med nogle praktiske opgaver. Desuden har deres tidligere ansatte sagt ja tak til at komme til San Lucas for at arbejde. Hun kommer til at stå for vores kvindegrupper, som vores tidligere medarbejder Marlene har gjort. Desuden glæder vi os til, at skulle sætte gang i den nye projektperiode til juni 2006. Der er mange nye tiltag og det bliver spændende at være en del af det hele.

Mange ønsker om et godt nytår til jer alle derhjemme
Susanne og Kristian

November 2005
Den 4. november var det Susannes fødselsdag. Hun blev vækket eller i hvert tilfælde hentet på vores værelse med sang og halløj til det helt store morgenbord. I løbet af dagen var der heldigvis meget lidt at lave på kontoret, så det meste af eftermiddagen kunne gå med at gøre klar til aftens festivitas. Vi spiste aftensmad med Signe, Mads samt deres gæster Tanja og Bo – Lidt senere begyndte folk at komme dumpende og så var der stor lagkage, varm chokolade div. tragos (sprut) og selvfølgelig øl. Der blevet taget godt for sig og der var op til flere der blev introduceret til den danske kultur i form af Gammel Dansk og Snaps – til stor morskab for dem der ikke drak det! En super fest der fortsatte til den sidste øl var drukket og bålene var ved at brænde ud kl. lidt over 2.

Kristian og jeg tog en weekendtur til Potosi for at bade i de varme kilder ligesom Inkaerne gjorde for mange år siden. Vandet varmes op af vulkanen og er ca. 28 grader varmt. Der er mulighed for at svømme under overdækkede basinger, hvilket selvfølgelig koster lidt ekstra. Vi valgte den ”naturelle” løsning og badede i det fri! Vi besøgte desuden et meget kendt møntmuseum i Potosi. Museet var yderst spændende, men vi var dog så uheldige at løbe ind i en guide som vi kendte fra mineturen sammen med Lise og Kasper. Guiden er en noget belastende type som man ikke kan holde ud alt for længe af gangen!

Vi har, som de fleste ved, fået forlængelse af DANIDA til at køre projektet 5 år mere. Derfor har vi besluttet, at vi vil forsøge at inddrage ”medicinmænd” samt fødselshjælpere i vores arbejde. Da vi ikke har meget viden omkring naturmedicin, har vi opsøgt en læge i Sucre som underviser i naturmedicin. Han har efterfølgende inviteret os til en evalueringsweekend så vi kunne blive klogere på hvordan de laver kurser for ”medicinmænd og damer”.

Evalueringsweekenden foregik i Amancaya, en lille idyllisk landsby. Vi var med til både det mere seriøse arbejde samt fest og ballade om aftenen. Der blev holdt kulturaften, hvor de tre områder skulle vise deres traditionelle danse mm. Kristian brugte denne lejlighed til at vise hvad han har lært med djævlespillet. Spillet skabte stor interesse, specielt hos de helt små. Alt i alt var det en stor oplevelse for os, som blev behandlet som æresgæster og vi lovede højt og helligt at der var to andre ”gringoer” der vil komme til festen til næste år.

Nu er november måned snart slut og børnene i skolen er gået på juleferie. Vi mangler stadig et par småting som skal laves inden juleferien kommer til os. Juleforberedelserne er dog startet. Vi har bestilt 3 store ænder i Sucre, som vi har tænkt os at spise over julen. Desuden er der marcipan og nougat i køleskabet som vi glæder os til at sætte tænderne i. Sidst men ikke mindst har vi planlagt en tur til Sucre omkring den 14. december for at hente julepost mm.
Mange julehilsner til alle derhjemme!

Oktober måned i Bolivia – 31.10.05
Den første weekend i oktober stod på fodbold i La Paz. Signe, Mads, Kristian og jeg kørte til Bolivias hovedstad for at se fodbold i verdensklasse, eller næsten verdensklasse! Brasilien kom ikke med den stærkeste opstilling, de ville spare deres bedste spillere. Da begge hold gik til pause efter 45 minutter stod det 1-0 til Brasilien og vi der holdt med Bolivia var lidt modløse, men efter halvlegen var det som om, at de Brasilianske spillere ikke kunne få luft. De Bolivianske spillere er derimod vandt til de 4000 meters højde og de havde talrige chancer. Det blev dog kun til 1 mål fra deres side, trods det at de klart spillede den bedste kamp!. Kampen endte 1-1 og vi var blevet endnu en oplevelse rigere.
Kristian og jeg tog derefter videre til Sucre, hvor vi havde en uge på sprogskole. Vi var begge meget tilfredse med vores undervisere og tænker meget på at tage en uge mere om et par måneder. Man for mange gode oplysninger om Bolivia og landene omkring når man sidder og snakker med en underviser i 4 timer om dagen. Vi er derfor blevet inspireret til at besøge Peru. Måske vi tager en uges ferie inden jul, men lad os nu se!
Da vi var kørende med Signe og Mads til La Paz og derefter blev sat af i Potosi for at tage en taxi til Sucre, skulle vi nu tage turen fra Sucre til San Lucas i bus (Flota). Turen tager normalt 5 timer i bus (4 timer i bil) men denne afgang var forsinket fra start med to timer og derefter havde vi adskillige stop da bussen gik i stykker. Så efter 10 timer ankom vi til San Lucas.
Det var som altid dejligt at komme hjem. Vi er blevet rigtig glade for vores hjem der med tiden føles mere og mere som vores. Vi har fået rammet nogle billeder ind samt købt et stort maleri af en lokal kunstner i Sucre. Hvilke gør, at vores hjem også er blevet personligt.
Ugen efter vores sprogskoleophold deltog vi i tre dages fest og ballade i forbindelse med ”Dia de San Lucas”. Man fejrer helgen San Lucas der normalt står inde i kirken. Men i løbet af disse dage bliver han luftet op til flere gange. Mandag aften startede med musik på plazaen. Vi var imponeret, da der var musik fra kl. 20.00 til kl. 03.00 om natten. Der var det traditionelle musik, men også bands fra Sucre og Tarija som forstod at gøre det traditionelle lidt mere spiseligt. Signe og jeg var derfor oppe og købe en CD samt få autografer fra det bedste band.
Tirsdag stod på marchering ned af plazaen. Alle institutioner (skoler, kommune, Ngo’er mm) gik i deres fineste tøj op og ned af plazaen. Derefter var der gudstjeneste. Kirken er kæmpe stor og som altid var den fyldt til renden. Om eftermiddagen var der marked i byen. Noget større end normalt, så vi var selvfølgelig nede og kigge og som altid købe lidt af hvert. Om eftermiddagen var der tyrefægtning. Man binder et klæde om hornene på tyren og så er der en flok mere eller mindre fulde folk, der hidser den op og prøver at få klædet af hornene. Det hele blev lidt kaotisk da tyren sprang over indhegningen og blev lidt ustyrlig, til stor morskab for tilskuerne. Aftenen sluttede af med kåring af ”Miss San Lucas”. Skolen har en sal til arrangementer, hvor vi overværede 16-18 årige piger i traditionelle klædedrager, badetøj og aftenkjoler. Det var meget underholdende og som altid blev også denne aften lidt våd.
Onsdag morgen stod vi klar i traditionelle klædedragter. Vi havde lovet at deltage i en ”karnevalsdans”. Det var hvad vi syntes vores danse-gener rækker til. Vi var som sagt klar kl. 10.00 og kom først til at danse kl. 15.00, da der var mange grupper inden os. Det var en meget kold dag, så det var nogle forfrosne ”cholitaer” der gik på senen. Det var til stor morskab for alle at se blegansigterne stikke op bland de andre! Rasten af dagen tilbragte vi under et tæppe og med film på computeren. Hvis der er noget vi danskere kan, så er det at hygge. Bolivianerne festede selvfølgelig videre.
Dagen efter troede vi så var en arbejdsdag, men da det var dagen derpå for mange, var byen mere stille end normalt. Skolen var lukket. Lærerne var der jo ikke!!!! Over middag fandt vi ud af, at vore udlånte landcruiser var i stykker. Hospitalet spurgte høfligt om vi selv ville reparere den, eller om de skulle. Når det kommer til reparationer for vi helst vores eget værksted til det, så Kristian og jeg kørte igen til Sucre. Vi er netop kommet hjem, men kører allerede fredag til Ocuri. I Ocuri skal vi til ” graduación” af to sygehjælperstuderende der bliver færdige. Vi har betalt deres uddannelse med to legater. Da det er første gang, vi har studerende der er blevet færdige, er det en stor dag og vi skal selvfølgelig være der. Kristian og jeg i vores nye jakkesæt!
Det var lidt om hvad tiden går med hernede. Vigtigt er det, at vores Internet i San Lucas virker til at være permanent skadet. Man kan derfor ikke regne med hurtigt svar når man skriver til os. Håber I alle har det godt og nyder efteråret i Danmark. Hos os har vi knap 40 grader i solen.
Susana/Susanne

San Lucas 27.09.05
Vi har netop haft en forlænget weekend med Signe og Mads, hvor vi ville prøve kræfter med bjergbestigning. Turen krævede mere end vi havde forventet. Vi startede med en øvedag på gletscheren, hvor vi var iført spikes på støvlerne og isøkser. Vi var af sted i ca. 6 timer og tog derefter tilbage og sov i ca. 4700 meters højde. Det i sig selv var en præstation. Der blev ikke sovet så meget da luften her var meget tynd.
Dagen efter steg vi til ca. 5300 meter på 3 timer. Her prøvede vi så at sove til kl. 2 om natten hvor vi stod op for at komme op til toppen der ligger i 6088 meters højde. Signe måtte stoppe ved 5500 meter da hovedpinen blev for voldsom. Vi andre nåede 5820 meter hvor jeg til sidst ikke kunne bevæge mine ben af udmattelse. Jeg meddelte derfor at jeg blev nød til at gå ned igen. Da vi gik med snor om livet og spikes på støvlerne for ikke at falde ned af bjerget kunne jeg selvfølgelig ikke gå ned alene. Mads og Kristian der også var præget af højden besluttede derfor at vi alle skulle gå ned igen, men inden da skete der noget dejligt. Kristian lagde sig på knæ og spurgte om jeg ville gifte mig med ham! Jeg var lidt omtåget og spurgte derfor hvad siger du? Det har vi grint meget af. Jeg sagde selvfølgelig JA. Han havde fået lavet en rigtig flot ring med en flot Bolivianit sten. Han har selv designet den og den passer både i størrelsen og i min stil. Vi gik derefter ned igen hvilket var mindre hårdt end at stige op, men det krævede stadig mange kræfter.
Da vi kom ned kl. Ca. 11 om formiddagen tog vi en bus ind til La Paz hvor vi indlogerede os på RITZ, 5 stjernet hotel. Her havde vi 2 senior suiter. Det er det bedste luksus jeg nogensinde har købt mig til. Om aftenen inviterede vi Signe og Mads på champagne inden vi gik ud og spiste kinesisk. Sulten var stadig præget at højden og vi måtte alle levne hvilket ligner os dårligt. Men vi hyggede os fejrede både at vi trods alt nåede 5820 meter og selvfølgelig at vi har en dejlig fest i vente.
Mandag nåede vi igen Sucre efter en times flyvning fra La Paz. De rige har mange glæder her i Bolivia. Hvilket for mig til at tænke på den flotte lamauldsfrakke jeg har fået lavet hos en Boliviansk designer med navn Beatriz. Jakken er syet specielt til mig hvilket gør pasformen fantastisk.
I Sucre blev vi inviteret til et bryllup hos en søster til en af vores arbejds-kollegaer på hospitalet. Vi kendte ikke brudeparret men det gør ikke spor hernede. Vi er hvide og derfor altid lidt specielle! Det var ikke selve ceremonien vi overværede, men dagen hvor man giver gaver. Brylluppet havde varet 3 dage, men trods det holdt de fleste gæster sig på benene. Vi havde en plan om at køre hjem til San Lucas samme aften, men allerede efter 15 minutter var denne plan droppet. De drikker meget her i Bolivia, men når der er noget at fejre går det lidt over gevind. Vi oplevede dog en masse Bolivianske traditioner og Kristian og jeg fik for første gang smagt chicha. Det er en majsdrik der gære med mundenzymer. Det vil sige at majsen bliver tygget godt og grundigt og er derefter klar til at gære i et par uger. Drikken er det mest almindelige at drikke hernede men på grund af den manglende nydelse er det ikke det vi selv gør mest i. Fester hernede og dermed også bryllupper bliver holdt med overflod af chicha samt spiritus med sodavand. Alle bliver derfor meget berusede. Der er aldrig borde som man sidder ved. Man danser hele tiden. Og vi gringoer, blegansigter, er altid sjove at danse med. På et tidspunkt kommer der mad som man spiser med fingrene. Maden serveres i plastikbærer og var i dette tilfælde upilede kartofler, store majs samt et stykke kød. Kødet er altid lækkert hernede. Man kan nærmest smage at vi er tæt på Argentina som producere verdens bedste kød. Vi var hjemme omkring kl. 8 samme aften og gik på hovedet i seng.
I dag tirsdag er vi så kørt til San Lucas og har rasten af dagen at komme os i. Vi pakke ud og Kristian lapper cykel sammen med Mads. I sidste uge tog de en tur op af det vi kalder Danida vejen. 3 timer op med pauser og kramper i benene. Derefter 40 min ned i en fart hvor Signe og jeg ikke kunne følge med på motorcyklen. Signe har næsten motorcykelkørekort!

I starten af oktober drager vi alle 4 igen til La Paz. Vi har købt billetter til fodboldkampen Bolivia – Brasilien. Brasilien er klart det stærkeste hold, men alt kan ske når man spiller fodbold i 4100 meters højde. Vi har i den anledning igen booket værelser på Ritz. Vi ser det som ulandsstøtte at ligge penge i landet!!! Måske holder den ikke helt, men sjovt det er det.
Vi nærmer os stille og roligt december måned, som her i Bolivia bliver præget af valget. Der er ingen tvivl om at det bliver at mærke. Det store spørgsmål for os er blot om vi kommer til at tilbringe tiden i Sucre eller her i San Lucas. Hvis der opstår uroligheder samt blokader bliver vi nød til at tage til Sucre for at være sikker på at kunne blive evakueret, men det ender det forhåbentligt ikke med. Vi for se, vi håber det bedste.
Kristian og Susanne

San Lucas d. 16.09.2005
Så blev det igen tid at opdatere hjemmesiden. Siden sidst er der sket en masse ting. Først og fremmest har vi holdt vores første ferie i selskab med Lise (Susannes søster) og hendes kæreste Kasper. Vi mødtes med dem i La Paz efter at de havde været på rundrejse i Peru i 14 dage. Fra La Paz af tog vi en to dags tur til Coroico i Yungas, det der egentligt var formålet med turen, var selve turen derned som forgik på mountainbikes ad en vej der kaldes verdens farligste vej, hvilke hovedsagligt skyldes den tunge trafik på den relative smalle grus/jordvej, som i tidens løb har gjort, at en del lastbiler mm. er smuttet ud over kanten. Vi blev i bil kørt op til der hvor vi skulle starte i omkring 4700 meters højde hvorefter vi i godt 4 timer kørte nedad til vi nåede Corocio der ligger i 1800 meter. Et superfedt ”ride” som varmt kan anbefales, hvis man blot er det mindste til fart, for ikke at tale om udsigten på vej ned. Det var helt fantastisk flot, og utrolig imponerende at se hvordan landskabet ændrede sig jo længere vi kom ned. Til at starte med var alle iført huer, handsker og skaljakker – ved ankomst til hotellet i Corocio hvor vi spiste frokost tog vi en dukkert i poolen! Tilbage til La Paz op ad verdens farligste vej i minibus var næsten endnu mere nervepirrende end turen ned, men helt op kom vi og tog en enkelt nat fredens by (paz betyder fred) og kørte derpå mod Uyuni som er en tur på ca. 11 timer. En times tid uden for La Paz røg vi ind i en lokal blokade. Vi fandt dog ud af at komme uden om via nogle meget sandede småveje før vi igen kom tilbage på asfalten. I Uyuni var byen stort set tørlagt for benzin, hvilke gjorde, at den tur vi havde bestilt for at komme ud i saltørknen, et par dage før, var blevet aflyst! Dagen efter lykkes det dog uden problemer at finde et andet turfirma som havde fået benzin, hvorefter vi tog af sted. Saltørknen en udtørret saltvandssø, der dækker et område på lidt over 12.000 kvadrat km. Hvorfra der i dag udvindes salt til forskellige formål. I alt ca. 20.000 tons årligt. I midten af dette salt landskab ligger en ø der er fuldstændig spækket med kaktuser, hvor de højeste måler over 12 meter. Et utroligt fascinerende landskab som der ikke findes magen til nogle steder på jorden, hvilke helt sikker er med til at gøre det til en af Bolivias turist hovedattraktioner.
Fra Uyuni kørte vi Potosi, som da den var på sit højeste havde et indbyggertal og en økonomi der var større end London og Paris på daværende tidspunkt pga. Det sølv som blev gravet ud af ”Sølvbjerget” – I dag er der stadig minedrift men hovedsaglig pga. af andre metaller og i mindre grad sølv. Vi tog en guidet tur ind i bjerget, hvilke var meget spændende. Mest af alt fordi der på ingen måde er taget hensyn til turister og man derfor kan se hvordan minedriften foregår i Bolivia – også selvom ens guide prøver at bilde en alt muligt ind, for honestly de ved jo bedst!! (Hvert andet ord vores ellers så glimrende engelsktalende guide sagde var honestly). Det der med turisthensyn kom også til syne ved tunnelerne der maksimalt var bolivianerhøjde og ofte meget lavere, foruden diverse gasser og store temperatursvingninger alt efter hvor i bjerget man befandt sig. Alt i alt et skidt sted hvis man har klaustrofobiske tendenser. Det var spændende og interessant at opleve, men ikke et sted man absolut behøver at besøge to gange, man kan kun glæde sig over at man ikke arbejder der. Om eftermiddagen efter vi havde været inde i minerne kørte vi mod San Lucas. Det vil sig det nåede at bliv hen på aftenen inden vi kom af sted, for portneren i den garage vi havde parkeret bilen var gået ud for at drikke, så vi kunne ikke få vores bil ud, men det var jo også weekend. Da det endelig lykkedes var det hans kone der lukkede os ud.
Vi havde et par dage i San Lucas hvorefter vi kørte til Sucre, for de også skulle se Bolivias hovedstad – og så var det også der Lise og Kasper skulle flyve fra.

Her i sidste uge var vi med Signe, Mads, Elia (hende der står for vores kurser), Irma (syreske der deltager i kvindegrupperne) og Donna Maselina (en repræsentant fra promotorforeningen i San Lucas kommune) på erfaringsudvekslingstur til Azurduy, der er den by hvor IMCC har det andet projekt der kører i Bolivia. Den store forskel på de to projekter er at projektet i Azurduy har kørt i 13 år og lukker ned i starten af 2006, hvorimod projektet her lige har fået godkendt sin projektforlængelse af DANIDA og derfor har midler frem til 2011 (i alt 10 år).
Årsagen til at det var nu vi skulle derover var, at der mens vi var der blev afholdt det sidste kursus for promotorerne, som IMCC har andel i. I fremtiden vil der blive afholdt tilsvarende kurser, men uden støtte fra IMCC. - Udover erfarings udvekslingen var den mindst lige så vigtige raketturnering imellem Azurduy og San Lucas (Raket er en ketsjersport lidt ligesom squash, bortset fra at man spiller 2 mod 2 og på en noget større bane) San Lucas vandt stort med 8 mod 1, så trofæet, en stor rød frø, forbliver i San Lucas’ varetægt.
Det var hyggeligt at besøge Azurduyfolkene og se hvordan de bor og arbejder. Det virker meget som hos os, med den store forskel, udover at de er ved at lukke, at de har kontor i huset, hvor vi har et kontor på sygehuset. Det kommer helt klar til udtryk ved hvor mange der kommer og banker på – på alle mulige og umulige tidspunkter. Foruden det ligger Azurduy godt 400 meter lavere end San Lucas, hvilke gør byen noget grønnere, og udvalget af frugt og grønt noget større. Men vi er nu glade for at vi bor i San Lucas for vi har ingen lopper, men det har de i Azurduy ;-) der trods det en dejlig by. (for mere om Azurduy projektet se Ole Henrik og Ries hjemmeside) Denne uge kommer til at gå på kontoret med at hjælpe den førnævnte Elia med at blive klar til det næste kursus, som vi skal med ud at overvære! Foruden at planlægge vores overlapstur med Signe og Mads, hvor vi skal lære hinanden at kende. Hvilke vi har besluttet, at vi gør bedst ved bestige Huayna Potosi, et bjerg på 6088 meter, som ligger relativt tæt på La Paz. – Men det skal vi nok fortælle en masse om når vi kommer tilbage igen.
Det var alt for nu – eller næsten, for der er også kommet ny billeder under, gæt selv, ”Billeder”.
Susanne og Kristian

San Lucas 30.07.2005
Så sidder vi her i San Lucas, og er efterhånden kommet godt i gang med vores arbejde, eller vi arbejder i hvert tilfælde. Signe og Mads er taget på ferie, sammen med Signes’ mor og bror, hvilke gør at vi helt automatisk kommer mere ind i tingende. Vi starter på kontoret ca. 8:30, holder et par timer til frokost sammen med resten af Bolivia! Og går så hjem ved 18-tiden. Det er egentlig meget rart med en pause midt på dagen, trods det at aftenen bliver lidt kort. – Men vi er utrolige glade for at være her og ser fra til det kommende år.
Vi var i Sucre for at få styr på nogle papirer og andre småting der ikke kunne klares fra San Lucas, og derfor var en lille uge i Sucre påkrævet. Det var nu meget hyggeligt at være en tur i byen igen, selvom vi begge to trives her i San Lucas. Køreturen fra San Lucas til Sucre tager ca. 4½ time, der er ca. 170 km og de sidste 80 er på asfaltvej. Vejen er utrolig smuk, specielt den del hvor vi kører ned ad snoede bjergveje til et mere eller mindre udtørret flodleje og op af en tilsvarende bjergvej på den modsatte side. Så længe man ikke møder alt for mange modkørende, da vejen langt de fleste steder kun er lidt bredere end bilen. - så forhåbentlig køre man opad, da det af en eller anden grund er dem der kører nedad der skal bakke indtil der er plads nok til at man kan passere hinanden.
Mens vi var i Sucre og fik ordnet de fleste ting vi var taget derind for. Vi startede men at kigge til vores godt smadrede Toyota Prado (der er billeder af den under "Billeder" hvis man lige skulle have genopfrisket hukommelsen), og rent faktisk havde de stort set banket bagdøren ud! Det er utroligt hvad de er i stand til med en hammer og jeg ved ikke hvor mange arbejdstimer. Det der så var problemet nu (for problemer skal der være, ellers går arbejdet jo alt for stærkt?!) var at det stoplys og den siderude forsikringsselskabet mirakuløst havde fundet i Bolivia og fået tilsendt var til højre side og ikke til venstre! Den "gode" nyhed var så, at reservedelende kun skulle sende fra Panama og ikke som forventet fra Japan, så det ville kun tage ca. 14 dage og ikke 5 uger. - Alt i alt er bilen forhåbentlig færdig til vi får besøg at Susannes søster Lise og Kasper midt i august.
Så havde vi en aftale med vores udmærkede advokat - en total hotshot, han havde fået tilbud en stilling i den nye midlertidige regering, men måtte takke nej pga. hans aldeles succesrige advokat virksomhed. Vi er vel heldige at havde den samme advokat som nationalbanken, men desværre gør det at vi nok til tider kommer i anden række. Også i denne omgang, hvor jeg (Kristian) skulle havde underskrevet nogle papirer i forhold til præsidentskiftet (internt i IMCC - ikke Bolivias præsidentskifte ;-), men han forsikrede os dog om at det ikke var et problem, fordi processen er sat i gang. Så vi håber det bliver næste gang vi kommer til Sucre eller måske når vi kommer til La Paz, hvor papirerne øjensynlig befinder sig pt.
Lige nu sidder vi i vores køkken og slapper lidt af (velfortjent på en lørdag efter en uge på kontoret). Susanne sidder fuldstændig opslug og læser Da Vinci Mysteriet, jeg skriver og Jairo og Tanja sidder overfor mig og ser "Garfield" på den anden bærbare computer - Den er MEGET spændende!. Jairo en dreng fra vejen, som er kommet her i huset igennem noget tid og Tanja er vaskekonen Lucias datter - Lucia er ved at vaske!
Susanne har fået Lucia til at lave garn til hende - det forgår på den hårde måde. Først kom Lucia forbi med et skind fra et nyflået får og vaskede det i haven, det er nu blevet kartet og er i gang med at blive lavet til garn, som måske er færdig allerede mandag. Og så skal der strikkes eller hækles eller noget. - Ikke nok med det næsten hvide får, men Susanne har allerede bestilt et sort får som hun også får garn af på et eller andet tidspunkt - som, hvis jeg er heldig, bliver til en sweater til mig.
Så skal det lige nævnes at vi så småt er ved at gå en varmere tid i møde. Trods det at det kun er en uge siden at der var minus 8 grader om morgen, ikke desto mindre når temperaturen op på en 15 grader i løbet af dagen - når man bliver i solen.
Det var alt for denne gang - næsten, for som noget helt vildt og exceptionelt er der kommet internet (om end lidt ustabilt) til San Lucas. Der er indtil videre 5 bruger (af max 2 computere hver) - vi (IMCC) er én af dem i fællesskab med hospitalet. - Men i alle tilfælde har vi mulighed for at modtage/sende mails fra San Lucas, hvis nogle skulle finde på at skrive til os!
Alle de bedste hilsner Susanne og Kristian

Sucre 08.07.2005
Vi ankom til La Paz den 1. juni hvor vi blev afhentet af Signe og Mads, der havde fundet et huld i blokaderne. Vi var ca. 2 uger i La Paz, den første uge i midt byen, hvorefter vi flyttede ned i noget der hedder Zona Sur, som er rigmandskvateret i La Paz. Vi valgte at flytte fordi situationen i centrum var begyndt at blive lidt anspændt, i forhold til det forstående præsidentskifte, der heldigvis endte med at blive højesteretsdommeren som middelbart er det bedste valg til en overgangsregering. Men tilbage til os. Vi brugte tiden på at ordne papirer og blive registret. Man skal lige vende sig til den siesta der lammer ladet mellem 12 og 15.30 hver dag. Det gør arbejdsgange lidt besværlig, for ikke at tale om stempler og forskellige kontorer der skal besøges for forskellige formularer, betalinger mm. Men alt i alt gik det nu meget smertefrit og efter omstændighederne utroligt hurtigt.
Da blokaderne blev løftet efter den nye præsident var blevet indsat kørte vi mod Sucre for at få styr på lidt flere papire inden vi skulle videre, men i Oruro mellem blev vi stoppet lidt voldsomt af en lastbil (mere om det nedenfor). I Sucre fik vi set basen – et vældigt fint hus med fælleskøkken, åben gård og en masse værelser til alle os på de to projekter.
I Sucre fik vi lavet kørekort og jeg (Kristian) er nu på papiret i stand til at køre motorcykel. Selvom jeg nok lige skal have Signe eller Mads til at lærer mig hvordan man gør!!
Ved ankomst til San Lucas (efter i alt 3 uger i Bolivias større byer) fik vi den store rundtur på hospitalet og selvfølgelig i vores nye hjem, samt byen – Vi har dog stadige byens 2 karaoke barer til gode, men det kommer utvivlsomt snigende når vi mindst venter det.
Som der måske er nogle der har opdaget har der siden vi sidst var i Sucre været billeder af et godt smadret Toyota Prado. Først og fremmest skal det siges, at der ikke er sket nogle personskader. Det der skete var, at vi blev påkørt af en lastbil bagfra, mens vi holdt stille! På vej fra La Paz til Sucre lige uden for byen Oruro. Vi havde lige været inde at tanke op og var lige så stille på vej ud af byen da en taxi foran os stopper op midt på vejen, angiveligt fordi han skulle dreje, men det med at blinke for at indikere hvad man skal – er der jo absolut ingen grund til, det kunne jo blive misforstået. Når, men vi stopper op og holder pænt og venter på at taxien drejer - det går vel en 10 – 15 sekunder og pludselig bliver får vi et ordentlig skub bagfra og det vælter ind med glas i hele kabinen. Pradoen bliver skubbet så voldsomt fremad, at taxien også får smadret bagpartiet. Lastbilchaufføren fik som fortjent var hele skylden og er startet på afbetalingen til vores forsikringsselskab (som for øvrigt allerede havde lånt ham pengene til lastbilen!).
Det korte og det lange er Pradonen har kendt bedre dage, og pt. er i gang med en gevaldig ansigtsløftning. Det er utroligt hvad de kan banke ud af buler hernede. Alt i alt håber vi at have bilen tilbage omkring d. 20. juli – men der kan ske meget endnu.

Landtur til Collpa den 24–27 juni
Kristian og jeg (Susanne) var så heldige at komme på vores første landtur kart tid efter vi var kommet til San Lucas. Turen gik til Collpa. Vi brugte torsdag aften på at pakke undervisningsmateriale samt kogegrej til turen. Vi blev dog afbrudt af at hospitalet skulle låne vores bil til ambulance kørelse. Der var væltet en stor lastbil fyldt med mennesker der var på vej hjem fra et marked tæt på San Lucas. De fleste var transporteret til hospitalet i San Lucas og Signe samt Kristian tilbød derfor deres hjælp. Bilen blev afleveret klokken 5 næste morgen efter at have været i Portosi med 5 patienter.
Vi fik pakket bilen og kørte mod ”Gloriej”. Efter 3-4 timer nåde vi vores bestemmelsessted og læssede alt udstyret over på et par muldyr. Klokken har ca. været 11.00 og vi fik derfor en lille formiddagssnak (ris, kartofler og et stykke kød samt chili) Man spiser ikke for sjov men af sult i Bolivia. Vi startede vores nedtur der tog 5-6 timer. Turen var usandsynlig smuk. Udsigt til Pitcomaya floden samt bjerglandskab med kaktuser, hvad kan man forlange mere!!
Når vi tager med på kursus er vores opgave at lave så lidt som muligt. Vi har en socialarbejder der er uddannet ”sygeplejerske” som står for undervisningen. Vi byder velkommen samt sørger for at informere om hvordan de kan organisere sig i en form for fagforening og dermed få adgang til lidt penge på kommunens budget, hvis der er noget de ønsker sig fx. regnslag, nye tasker eller sko.
De folk vi underviser kaldes sundhedspromotorer. Der er valgt en eller to fra hver landsby som skal kunne det mest basale inden for sundhed. Forebyggelse skal være deres force, men der er ikke meget præstige i sundhed, hvilket giver problemer i form af for stor udskiftning blandt den/de valgte personer. Viden samt udleveret materiale gives sjældent videre, hvilket vi bøvler meget med. Når man ikke har nåle og piller er det hele ikke så vigtigt! Det er vel ikke kun i Bolivia at forebyggelse er et kedeligt emne! Kurset handlede om ”den rene fødsel”. Det vil sige, vaske hænder, instrumenter, rene klæder til barnet samt dække navlestrengen af. Kort sagt forebygge at barnet og/eller moderen bliver syge. Kurset skulle starte kl. 7.30 men da mange kommer gående langvejsfra startede vi lidt over middag. To dages kursus, der blev afbrudt af pauser og mad 4 gange om dagen samt lidt volley og fodbold om aftenen. Hele landsbyen ved vi er der. Vi har svært ved at skjule os!!. Sundhedsposterne ligger altid ved en skole, så lære samt elever deltager i fodboldspillet. Weekenden sluttede af med en evaluering. Hvad kunne de tænke sig næste gang samt diplomer og en seddel med til landsbys hovdingerne som skal fritager dem fra andre pligter i landsbyen, nu hvor de er sundhedspromotore?
Sundhedspromotorer er et ikke lønnet job. Alle i landsbyen gør noget for at holde hjulene i gang. At være sundhedspromoter, er en af de opgaver som desvære ikke er så attraktive. På sundhedsposterne, hvor vi holder kurserne, sidder en sygeplejerske (stort set altid en mand) han kan give vacciner, penicillin samt lave lidt flere undersøgelser end en promotor. Denne faggruppe uddanner vi i princippet ikke men de har altid gode råd om hvad deres promotorer ude på landet mangler så vi lytter meget til dem. Principielt er det promotorerne som vi arbejder med. Vi snakker meget om det er det rigtige sted at lægge kræfterne. Vi arbejder med en ”faggruppe” som ikke for noget for deres ydelse, som ikke sætter en ære i deres arbejde og som altid er trætte når de sidder stille fordi de har knoklet i markerne hele ugen (heldigvis kvikker coccabladene dem op). Skulle man i stedet tage fat i børnene i skolen, fortælle dem om hygiejne med håndvask, rent drikkevand mm. Børn lære nemmere end voksne. Til kurserne om den rene fødsel har vi inviteret de traditionelle fødselshjælpere med. Det er spænden. Faktisk har interessen for dette emne holdt folk vågne samt antallet af deltagere er steget gevaldigt i forhold til de andre kursusrækker.
Nok om Collpa. Kristian og jeg tog selv, uden Signe og Mads, til Huanumilla som er en lille landsby kun 4 timer væk fra San Lucas. Her kunne vi køre hele vejen. Vejen var dog meget grim. Det vil sige meget snæver og porøs. Men vi kom dog både helt ned og op igen. Kursets indhold var ligeledes den ”rene fødsel”. Kurset gik godt. Promotorerne ville lære nogle danske ord, men mon ikke de er glemt igen. I hvert fald var det til stor morskab. Vi fik taget et gruppebillede, hvor Kristian skiller sig meget ud, hvilket de også grinte meget af. Generelt er de meget lattermilde. Der er ikke noget som en bolivianer der griner for fuld hals med to pløkker i munden samt en kæmpe coca-boola. Vores 2 første kurser har været helt fantastiske. Se billederne, trods det at de ikke helt beskriver hvor storslåget naturen og menneskerne er!

La Paz 11.06.2005 - Paa vej mod Bolivia
Vi fik afsluttet vores sprogskole i Guatemala. Den sidste uge tog vi tilbage til Antigua, hvor vi havde 4 dage med undervisning. Vi var begge ved at vaere lidt traette af at undervisningen og ikke mindst underviserer. Saa efter ugens afslutning hold vi en meget velfortjent forlaenget ferieweekend. Vi tog til Coban, hvor vi havde en enkelt overnatning. I Coban var vi ude og se en Orkideplan tage, hvor de havde over 600 forskellige arter. Det var supersjovt at se saa mange forskellige typer af planter, da vi umiddeltbart var vant til at orkider er dem folkt har hjemme i stuerne, men tro os det er kun en forsvindende lille gruppe af orkider der findes som stueplanter i DK. Det eneste lille minus ved vores planteskole besoeg var, at tidspunktet hvor stoerstedelen (stor set alle) orkiderne i Coban-omraadet staar i blomst er i december/januar, men som som du/I kan se under ”billeder” fik vi set en del med blomst – og de var fine.
Fra Coban tog vi til Semuc Champay, som vi var ude og besoege. Der er en flod der loeber igennem junglen, hvilket er helt utroligt smukt. Paa stykket vi besoegte (hvor nationalparken Semuc Champay er) loeb floden fra terasse til terasse, og det var muligt at springe paa hovedet fra nivuae til nivuae – det var superfedt og fantastisk smukt. Desuden saa vi en del vilde orkider.
Fra Semuc Champay koerte vi til Lanquin ca. en times koersel tilbage af grusvej vi var kommet af dagen forinden. Vi inlogerede os paa et backpackerhotel, som uden tvivl var det mest idylleriske vi har boet paa. Smaa traehytter med plametage paa en graesbeklaedt skraaning ned til en helt fantastisk groen flod, men kunne bade i, eller bare ligge i og holde fast i det reb der var spaendt ud over floden og saa bare lade stroemmen passere en (for den var kraftig netop paa dette sted). Vi besoegte grotterne i Lanquien, som er et kaempe net af gange og tunler, som efter signet skulle straekke sig flere kilometer ind i jorden, men kun de ca. 500 foerste meter var oplyste, saa vi holdt os til dem. Det var facinerende. Ved grotternes udgang loeb floden ud, som passerede hotellet et par kilometer laengere nede. Ved en lille biks ved hotellet lejede vi to inderslange fra nogle bildaek og blev koert op til flodens udloeb ved grotterne og drev saa langs floden hele vejen tilbage til hotellet. Det er helt klart en af de bedste ting vi gjorde i Guatemala.

Vi kom til La Paz d. 1. Juni sent om aften, vor vi blev modtaget af Signe og Mads i lufthavnen – der var et huld i blokaderne, saa der var mulighed for at koere i taxi hele vejen til hbotellet, hvilket var glimrende, da vi trods alt havde en smule bagage med. Der er nu gaaet smaa 2 uger siden vi kom. Den foerste uge har vi brugt paa at ordne formelle papier som visum mm. Det hele er besvaerliggjort af de politiske problemer, hvilket ogsaa har medfoert at vi er flyttet fra centrum til La Paz til en mere velhavende del af La Paz (Zona Sur) og dermed ogsaa mere rolig – set i forhold til blokader samt demonstranter. Igaar blev hoejesteretsdommeren indsat som en midlertidig praesident inden der vaelges en ny. Dette ser vi som en positiv handling da det kan give huld i blokaderne i et par dage samt forhaabentlig ro i landet indtil valget. Aktuelt er der ingen der kan vide hvad der sker derfor afventer vi situationen samt groent lys fra Ambasaden inden vi forlader La Paz. Vi ligger noget nyt paa siden naar vi ved noget mere og er kommet til Sucre – indtil da kan man hvis man lyster foelge lidt med paa ibis´hjemmeside (se under links).
De bedste hilsner Susanne og Kristian

Panajachel 13.05.2005
Saa blev det fredag og vi har stortset afsluttet vores 4 uge paa sprogskole (den anden her i byen). Imorgen eftermiddag (loerdag) tager vi videre til Xela (Quetzakltenango) for at starte paa endnu en sprogskole. Vi har endnu ikke bestemt om det bliver en eller to uger der. Det kommer fuldstaendig an paa hvordan undervisningen forloeber.
Her i sidste weekend var vi paa den helt store tur til Tikal, som er en helt fantastisk ruin by, med en masse templer fra omkring 700 foer til 700 efter vores tidsregning. vi tog en nat bus op igennem Guatemale og var fremme efter et kort ophold i Flores omkring kl 7 om morgen. Vi tjekkende ind paa et hotel hvor vi for $5 pr. person pr. nat fik en haengekoeje at sove i under et halvtag, med udsigt til junglen. Om aftenen og tidliget om morgen var der er enormt meget aktivitet og masser lyde i og fra junglen. Vi brugte to dage (2 overnatninger) paa selv at vandre rundt i junglen og mellem ruinerne. Det var helt fantastisk og meget imponerende - men se billederne, saa kan I faa en idea om det!
Den dag vi skulle mod Panajachel igen havde vi booket os paa en morgentur med guide. Vi var 4 afsted og det var helt fantastisk at gaa rundt i junglen kl 4.30 mens den vaagnede omkring os - og saa ikke mindst at opleve solopgangen over junglen fra toppen af en af pyramiderne. Det gode ved guiden var, at nok var mere interreserede i naturen end pyramider og templer. Saa vi fik smagt paa en masse forskellige planter og frugter mere eller mindre velsmagende. Og saa fik vi set en masse fugle som opfoerte sig hoejst maerkvaerdigt fordi parringstiden er sat ind paa kraft - det var enormt underholdende.
Men for at slutte af saa er alt godt her. Vi har det godt efter begge at have haft lidt maveproblemer, der maaske er forsaget af maden hos den familie vi bor hos. Det skal ioevrigt naevnes, at vi er ved at vaere lidt traette af boenner, aeg og halvtoert broed (hovedbestandtdelen af ALLE maaltider hos vores familie!)
De bedste hilsner herfra.

Panajachel den 02.05.2005
Igaar ankom vi til Panajachel efter 2-3 timer i en shuttle-bus, er idag startet paa en ny sprogskole her i byen. Vores foerstehaandsintryk er godt saa vi planlaegger at blive her i yderligere 2 uger.
De forste 14 dage i Antigua er gaaet godt. Vi har vaeret tilfredse med sprogskolen mere eller mindre og har boet rigtigt godt hos en familie vi fik anbefalet af Signe og Mads. ”La mama” i familen har ihaerdigt forsoegt at rette paa vores spanske, hvilket er godt i laengen men lidt frustrerende i oejeblikket. Ellers har vi spist godt og sovet i et lille men hyggeligt vaerelse i forbindelse med huset. Hyggeligt betyder hernede belysning med lysstofroer. I forbindelse med sprogskolen i Antigua deltog vi i 3 forskellige arrangementer. Den foerste fredga var vi paa tur til en lille landsby ”San Andres” her saa vi ofringstemplet og kirkegaarden. Begge dele meget spaendende. Ofringstemplet kunne tilbyde kortlaesning af fremtiden og tilbedelse for sundhed, kaerlighed, penge, venskaber, familelivet og meget mere. Mange butiksindehavere kom der for at ofre lidt af deres butik, med haab om at omsaetningen forbedres. Underlig oplevelse da stoerstedelen af Guatamaltekkerne inklusiv dem der deltog i ofringer i templet er katolikker. Trods det er der stadig en rast af deres gamle tro. Begge dele spiller en stor rolle i deres liv Den sidste fredag deltog vi i en tur til en anden lille landsby, hvor vi fik indblik i deres traditionelle klaededrager. Det lidt specielle ved dette omraade er at kvinderne vaever dobbelt. Det vil sige at for og bag-side er ens. Det tager ca. 6 mdr. med 8 timers arbejde om dagen at lave en ”blusa” Prisen for dette stykke haandvaerk ligger paa ca. 3000 Dkr. (ikke meget hvis man regne timeloennen ud).
Desuden har vi besoegt et par museer i Antigua med cafe, tradiotionelle dragter og musikinstrumenter. Vi europaeere er godt vandt med museer, saa det er svaert at hamle op med. Den foerste weekend vi var i Antigua tog vi en tur til Pacaya en vulkan der stadig er aktiv. Trods den lange vandring op, op og op var det det hele vaerd. Paa toppen saa vi damp samt lavamasse der blev sproejtet op i luften og det fedeste af det hele var en ”flod” af lava der loeb ned af siden paa vulkanen. VILDT!!
For 1 uge siden besoegte vi en kystby ved navn Monterrico. En lille by som vi tog i formodning om at de tog imod VISA-kort, men nej. Vi levede derfor lidt spartansk. Byen var saa lille-bitte at hovedvejen var en 2 meter bred grusvej. Grus er et meget stoevet materiale i 30 graders varme. Vi fandt et hyggeligt (og billigt) hotel og bookede samme dag en tur i ”mangroven” til naeste morgen kl. 5.30. (Det var foer vi fandt ud af det med visakortet) Rasten af dagen forsoegte vi at lave saa lidt som muligt da varmen tager den smugle energi der burdte vaere. Vi fik dog doeppet os i The Pacific Ocean, som var overraskende varmt. Strandbredden med det sorte sand er meget anderledes en Vesterhavet men dog helt fantastisk.
Dagen efter havde vi en rigtig god oplevelse trods angreb af myg i hobetal. Vi saa fugle, fisk, planter og myg som vi aldrig har set foer. Det var uden tvivl weekendens hoejdepunkt! Fiskene i floden der munder ud i havet var vildt seje. De hoppede oven paa vandet da de ingen gaelder har og maa derfor op for at faa luft. Desuden har de 4 oejne, 2 under vandet og 2 over. Se det er smart!! Folkene spiser dog ikke disse fisk da de er en slags skidtfisk. Derudover lever folkene i omraadet med/af floden og vandet.
Samme eftermiddag havde vi dog en trist oplevelse. Pludselig stimlede folk sammen paa starnden og det var tydeligt at der var en person der var forsvundet i havet. Om eftermidden er der store krafter paa spild og boelgerne er 2-3 meter hoeje og understroemmen er meget kraftig. Heldigvis var der 2 lokale livreddere tilstede, men da de kom ind med personen var der desvaerre ikke noget at goerre. Kristian samt andre paa stranden der kunne hjaelpe med genoplivning, gjorde hvad de kunne, men manden havde vaeret i vandet i ca. 20 min. Efter 20 minuters genoplivningsforsoeg maatte manden erklaeres doed. Manden var en 35 aarig Canadier der rejste alene, men havde et par sprogskolekammerater med sig som har taget sig af det praktiske vedroerende hjemtransport af liget med mere, som i et u-land viste sig at vaere en stoerre opgave. Weekenden sluttede derfor lidt dystert men vi er begge ok.
Aktuelt sidder vi i ”Pana” hvor vi er inlogeret hos en familie med 4 medlemmer. ”La mama” samt hendes 3 piger. Det skal nok blive underholdende. I anledningen af at vi er kommet bliver der ihvertfald fnist mere end normalt!
Vi er begge raske med et par myggestik og lettere forbraendinger fra solen men det er smaating. De bedste hilsner til jer alle i Dinamarca.

Susanne og Kristian